Ansvar for eget liv SUCKS!

I denne uge har jeg spammet for hårdt med positive vibes og alt for mange billeder fra min yndlingsby, Paris. I sidste uge da jeg var i Paris var jeg glad og lykkelig helt ind i de inderste celler. Det ændrede sig brat i tirsdags, da jeg fik et økonomisk chok af rang.

Jeg vidste godt jeg havde brugt en del flere penge det sidste halve år end jeg egentligt havde, men når man hører fra sin ellers meget forstående, søde, empatiske og helt igennem menneskelig bankrådgiver, at nu må det snart til at stoppe, så sætter det gang i en masse følelser. Jeg har skammet mig noget så grusomt over mig selv! Og jeg har været led og ked af mig selv. Og led og ked af at have skuffet min bankrådgiver, som har gjort så ufatteligt meget for mig. Og frygteligt angst for at skulle fortælle min kæreste om, hvor stort mit minus min konto egentligt er i.

Så tirsdag blev et vendepunkt. Efter samtalen med banken klippede jeg straks mit dankort i stykker. Jeg kan simpelthen ikke administrere sådan et, så det var første store skridt. Dernæst har jeg afmeldt samtlige nyhedsmail fra bl.a. VILA, Downtown, Sweetdeal, Takeoffer osv. Jeg skal ikke fristes på nogen måde! Jeg havde et projekt i denne måde jeg virkelig havde set frem til, men det bliver også skrottet. Jeg skal ha banket noget gæld af, og jeg skal ha råd til julegave uden at gå i minus pga dem. Det er plat, for julen og udgifterne i den forbindelse burde ikke komme bag på mig, men det gør det sgu. Hver eneste fucking år! Men nu er det på tide jeg begynder at tage lidt mere ansvar for mig selv, mine handlinger og ikke mindst min økonomi.

Til gengæld sender de søde beskeder de fleste steder, når man melder sig ud. Tiden må vise om jeg også kommer til at savne dem. Men tak, I er søde!

Det, der egentligt skræmmer mig mest er, at det ikke længere kun går ud over mig selv. Min kæreste og jeg er ret enige om det skal være os to, og vi vil mægtig gerne have hus og have inden for den nærmeste fremtid. Til det kræver det at vi kan låne pengene i banken. Det er ikke sikkert vi kan det, hvis jeg fortsætter mit overforbrug. Og måske er dét egentligt den største motivation: At jeg skal gøre det her for min kærestes skyld. Altså, forstået sådan, at jeg og min økonomiske uansvarlighed ikke skal stå i vejen for muligheden for at købe vores drømmehus. Jeg ville synes det var det mest pinlige og forfærdelige, hvis jeg var skyld i vi ikke kunne starte en voksen fremtid sammen med de rigtige omgivelser for et godt familieliv.

Derfor bliver det en voldsom forandring for mig de næste mange måneder. Dog har jeg sikret mig lidt positive ting at se frem til. Et par koncerter og en pakke fra H&M. Men derudover skal jeg virkelig vende hver en mønt. Og jeg skal øve mig i at sige ”det har jeg ikke råd til” og ”jeg har ingen penge”. Sætninger, der ikke før har eksisteret i mit ordforråd. Jeg tog endnu et stort skridt i går. En veninde spurgte om vi skulle mødes til sushi i næste uge. Jeg svarede, at det havde jeg ikke penge til, men ville gerne hygge med noget billigt hjemmelavet mad. Og ved du hvad? Det sys hun lød lige så hyggeligt som sushi. Måske er det ikke så farligt at være ansvarlig, og ikke mindst ærlig omkring ens økonomi.