Paris #3 - del 2

Selve Triumfbuen er flot på afstand, men rimelig skuffende at stå under. Der er godt nok Evighedsflammen der brænder som symbol på de ukendtes grave, men ellers er der ikke rigtig noget at komme efter, synes jeg. Desuden begyndte et kraftigt regnvejr mens vi stod i læ her, så vi blev hurtigt enige om, at tiden var kommet til indendørs shopping. Hjemmefra havde min veninde forelsket sig i nogle virkelig fede læderstøvler fra Acne. Derfor satte vi jagten ind på at finde en Acne forretning. Der gik laaaang tid, hvor vi farede forvildede omkring i det nabolag, hvor butikken skulle befinde sig. Vi fik hjælp fra rigtig mange søde franskmænd undervejs, og fandt til sidst frem til butikken. De havde bare ikke støvlerne, men vi havde det ret sjovt med at finde frem til butikken.

Det regnede voldsomt og længe den dag, og undervejs i jagten på Acnestøvlerne kørte vi død i regnen. Vi kom forbi en super hyggelig café og søgte ly for regnen her. Den var spækket med små lædermøbler og der var en fantastisk hjemlig og nærværende atmosfære – måske skyldes det de ufattelig lækre og pæne mænd der er overalt i Paris?! Vi fik i hvert fald luret på rigtig mange lækre mænd i metroen i de dage… 

Det var eftermiddag og tid til kage og the. Vi fik den lækreste chokolade fondant, som var helt perfekt flydende indeni – MUMS, det var sindssygt lækkert! Samtidig fik vi også ajourført to-do-listen, og fik 'tjekket' en del punkter af. Vi var virkelig effektive turister!

Der tjekkes...

Mig i mit es. Kage = Livskvalitet

Total i orden chokoladekage!

Shopping var vi endnu ikke færdige med den dag. Vi tog tilbage til Galeries Lafayette, som viste sig at have de uforglemmelige Acnestøvler. Min veninde var ganske lykkelig, og 3200 kr fattigere. Jeg fik fingrene i en hvid skjortebluse fra Mango. Min plan var at finde en gave til nogle særlige mennesker derhjemme, men ledte desværre forgæves efter dem.

Middagen denne aften var noget af en usædvanlig oplevelse. Efter successen fra aften før søgte vi endnu engang råd i vores rejsebøger, og fandt nemt og hurtigt frem til udvalgte restaurant. Som der stod i beskrivelsen var der PROPPET! Personalet var mega presset og maden var billig, men møgelendig. Den servitrice vi havde ”fornøjelsen” af burde have været majorgeneral for en deling hårde militærgutter. Hold nu op, hun var stram og strid – og det er ikke positivt ment! Pga den trange plads og de mange kunder fik vi kort efter et midaldrende engelsk par til bords. Det var de sødeste mennesker, Eileen g Robert. Efter blot 10 minutters samtale fik vi navn, nummer, e-mail og et tilbud om et værelse, hvis vi en dag skulle komme forbi London/Oxford. Det var så fantastisk en oplevelse at møde så rare, søde, imødekommende og hjælpsomme mennesker. De to skønne mennesker ændrede hele den negative oplevelse omkring selve restauranten.

Vi fik hurtigt spist færdig (tør kyllingelår med endnu tørre pommes frites) og besluttede at finde et andet mere hyggeligt sted til lidt vin og ost til dessert. Det lykkedes skidegodt! Vi følte os fuldstændige som de lokale på den hyggelige fortorvscafé – bortset fra Elmer der knipsede løs. Med lækker vin i den ene hånd og stærk ost i den fik vi lige vendt hele verdenssituationen, og fik os en god venindesnak.

Jeg ku godt gå for at være en lokal, ikke?!

På vores to-do-liste stod også Moulin Rouge. Vi havde planer om at tage derud på tilbagevejen til hotellet den aften, men det blev pludselig ret sent, og metroen stopper med at køre kl. 00.30. I stedet tog vi hjem til hotellet, hvor alle vores shoppingfund blev linet op på sengen til den helt store photoshoot.

Samtlige shoppingfund på to dage i byernes by.