I dag skal jeg til bisættelse og sige pænt farvel og tak til
min søde gamle nabokone, der døde tidligere på ugen – 92 år gammel. Det sidste
stykke tid har jeg én gang om ugen handlet for hende, og det har været
hyggeligt at bruge et par timer hver mandag på at tale med hende – høre om
hendes liv, alt fra hendes unge dage, hendes mands død for 30 år siden og
indtil for nylig om hendes generelle velvære, livssyn og brok over det danske
sundhedssystem.
De sidste par måneder har hun fløjet ind og ud af sygehuset
og hun fik det dårligere og dårligere. Bl.a led hun af svær KOL, som gjorde
hendes vejrtrækning og dermed tale besværlig. For 3 uger siden fik hun dog en
iltmaskine hjem, og jeg glemmer ikke hvor hendes ansigtsudtryk. Hun var så lettet
og havde genfundet en lille gnist af livsglæde. Kort tid efter gik det ned af
bakke igen, og jeg tror egentligt hun var glad for festen sluttede nu. Hun
magtede ikke mere.
Jeg klapper mig selv på skulderen for at have været med til
at sprede en smule mere glæde i hendes sidste tid, og som en sidste god
gerning, synes jeg hun skal have en sang med på vejen – det gør altid en rejse
mere behagelig.
Jeg finder den her ret passende, og tror faktisk det er
sådan hendes sidste tanker har lydt.
Hermed vil jeg i stedet for at sørge over hende, glæde mig
over at have mødt hende, og glæde mig over det skønne, lange liv hun har haft.
Hun var en pudsig dame med skarpe meninger, men hun rummede også en stor
portion kærlighed og latter. Den har hun taget med sig op i skyerne nu og kan
dele det med den rette, hendes mand – helt ubekymret og let.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar