Kært barn/hund/kæreste har mange navne...

Jeg er ikke så god til det der med navne. Derfor bruger jeg i flæng kælenavne såsom, søde, kære eller skønne til mine nære venner.

Min hund hedder Henny – I know… Med tiden har navnet Henny udviklet sig til Bebzy, Bæus, Bævse, Peps, Pepsi, Mepsi, Pepper og Tykke. Hun lystrer/reagerer som regel ikke på andet end MAD, GÅTUR og HUNDEKIKS, så tænker det der med et bestemt navn ikke er så vigtigt.

Min kæreste hedder Kenny – did you see that commin’? I didn’t! Anyways, herhjemme bruger vi sjældent hinandens navne, og når det sker, er det synonym med seriøsitet, irritation eller vrede. Vi har det dog begge med at køre det lidt langt ud med kælenavne til hinanden. Tror der er en usagt konkurrence om, hvem der kan komme med det længste rime-kældenavn á la snuller-buller-musse-pusse-tis-tis (og det skal siges ret hurtigt med sukker på stemmerbåndet, også selvom man siger tis-tis).

For en måneds tid siden fluerede denne artikel en del rundt omkring på de sociale medier. Selv har jeg et meget specielt navn – ifølge Danmarks Statistik er vi kun 36 kvinder i Danmark år 2012, hvor navnet staves på samme måde som mit. Det er faktisk lidt af en lukket klub. Da jeg var yngre var jeg ret træt af at have et navn der på den måde skiller sig ud. Jeg drømte ofte om at være én af de der Mette R., fordi der var tre piger i klassen der hed Mette. I dag er jeg mine forældre evigt taknemmelige for at have tænkt ud af boksen og fundet et mindre kendt navn til mig. Det er sådan en god ’ice breaker’ når jeg møder nye mennesker. Ofte må jeg fremvise kørekort og sygesikring til folk der ikke tror det er mit rigtige navn. Og endnu oftere må jeg fortælle historien om, hvordan mine forældre fandt frem til mit navn via hver deres telefonbog. Min mor lå på sygehuset og fandt tre navne, og min far og brødre var hjem og fandt tre navne. Tilfældigvis var mit navn det eneste de havde tilfælles på listen, og så var dét ligesom afgjort.

Jeg synes dog navnene på listen ovenover er noget mere alternative end hvad jeg lige kan være med til. Helt ærligt, der er jo ingen grund til at gøre livet svært helt fra barnsben – det kommer helt af sig selv med tiden. Omvendt tænker jeg dog, at samfundet også har rykket sig en del siden navne som Mette, Louise, Thomas og Christian, og at der i dag skal en del mere til at chokere. Og jeg tror ikke heller ikke der findes så meget navne-mobning i institutionerne, fordi man skal nok ikke kaste med sten på lille pige-Gul når man selv hedder Fru-dreng…

Dog synes jeg det er spændende med navne til mine egne kommende børn, og jeg har en lille liste på min tlf., hvor jeg skriver ned når jeg støder på et fedt, smukt og unikt navn. Synes dog ikke listen var til særlig stor inspiration. Og i sidste ende kan det vel også komme ud på et. Jeg tror, jeg kommer til at sige ting såsom ”Giv mig et kys, lille spasser-basse” og ”Hvor er du bare sød, du er en lille nusse-musse-kusse” til mine børn, ligesom den kære Maise Njor fortæller i den hysterisk sjove bog ’Michael Laudrupstænder’.